Århus-borgmester støtter bølleregister

Nicolai Wammen (S) støtter boligforeningerne i kampen mod vold, brandstiftelse og anden ballade. Han støtter et nyt bølleregister.

Borgmester Nicolai Wammen (S) i Århus støtter boligforeningernes kamp mod urostiftere, så der kan oprettes et register for ballademagerne.

Med en fælles henvendelse til regering og Folketing håber borgmesteren sammen med direktør Anders Rønnebro fra Arbejdernes Andelsboligforening at kunne bane vejen for et nyt register, der kan bremse ballademagere og brandstiftere i århusianske almene boligafdelinger.

De seks århusianske almene boligorganisationer i Århusbolig har fra Registertilsynet fået afslag på at oprette et fælles register, som kan sikre, at personer, der er opsagt og sat ud af deres lejlighed på grund af brandstiftelse, ballade eller anden kriminalitet, også afvises i andre århusianske afdelinger.

Uden et sådant register kan udsatte lejere uden videre flytte til en anden almen lejebolig, hvor de igen kan være til gene for andre lejere. Derfor ønsker Wammen og boligforeningerne det nye register.