Århus-arkitekter har succes i Kina

Schmidt, Hammer & Lassen skal tegne et stort masterplans- og boligprojekt i Jinan.

En stor masterplan med tilhørende boligprojekt i byen Jinan ved Den Gule Flod i Kina skal udformes af det århusianske arkitektfirma Schmidt, Hammer og Lassen. Dermed føjer firmaet endnu et led til en række projekter i Kina siden 2002.

Indenfor de seneste måneder har århusianerne således også indgået aftale om et tilsvarende projekt i hovedstaden Beijing, og før det i det centrale Kina og i Tianjin ved Stillehavet.

I en pressemeddelelse vurderer Schmidt, Hammer og Lassen selv, at deres kinesiske succes hænger sammen med, at firmaets projekter afspejler 'en helhedstænkning med demokratisk menneskesyn og social forståelse'.

Også i Danmark er Schmidt, Hammer & Lassen kendt for en række markante projekter. Det nyeste er det endnu ikke åbnede kunstmuseum Aros.