Årets travleste rejsedag
Der bliver rift om pladserne i tog og på veje
I dag er det lillejuleaftensdag og dermed dagen, hvor de fleste får juleferie.
Det betyder, at rigtigt mange danskere tager julegaverne under armen for at besøge familie og venner i andre landsdele.
Derfor bliver der godt fyldt på de danske veje, i toge og i bussen landet over.
Mange skal over Storebæltsbroen i dag, og det kan meget vel betale sig at krydse bilturen med en god omgang tålmodighed.
Omkring 36.500 biler tager i dag turen mod Sjælland over Storebæltsbroen - det er over dobbelt så mange, som der normalt kører over en almindelig hverdag.
- Det er jo en af de allerstørste rejsedage. Der kommer rigtig meget tryk på vejene i dag, og det allerbedste, du kan gøre, er at rejse så tidligt som muligt - gerne før klokken 12 eller efter aftensmaden, oplyser Stine Hansen fra Vejdirektoratets Trafikinformationstjeneste til eb.dk.
Topper i eftermiddag
Vejdirektoratet oplyser, at det indtil videre forløber stille og roligt med juletrafikken. Der er ingen større kødannelser eller knuder i vejnettet . Ifølge direktoratets prognoser vil trafikken her på årets
travleste rejsedag toppe omkring klokken 14, hvor man forventer særligt mange juletrafikanter på vejene omkring Storebælt.
- En prognose fra Storebælt viser, at trafikken vil toppe omkring klokken to. Generelt forventer vi, at det bliver de større veje ud af København, på Vestfyn og i Trekantsområdet, hvor der klassisk er meget trafik, der vil blive de mest befærdede i dag, siger Stine Hansen.
Også de større indfaldsveje til Aarhus og Aalborg vil med meget stor sandsynlighed blive fyldt godt op med biler, der skal fragte danskerne hjem til morgendagens gilde med flæskesteg og ris a la mande.
Derfor er Vejdirektoratets anbefalinger, at danskerne kører hjemmefra på yderlige tidspunkter.
Man skal helst køre før klokken 12, hvis man vil undgå det værste eller køre sent efter aftensmaden. Og så skal folk generelt være opmærksom på, at der vil være længere rejsetid, så man skal køre i god tid, også selvom at det lige nu ser fint ud, siger Stine Hansen.
DSB melder også om udsolgt på de fleste afgange frem og tilbage mellem Jylland og Sjælland - dog ser det lidt lysere ud i aften efter klokken 20:00.