Arena sikres mod brand

Politikere klar med halvanden millioner kroner

Foto: Hans Carstens

Et politisk flertal i Randers er godt på vej til at udskrive en check på halvanden million kroner, som skal være med til at sænke risikoen for brand i Arena Randers.

I forvejen er der planer om at brandsikre arenaen for 500.000 kr., men efter råd fra et rådgivende ingeniørfirma skal der formentlig 1 mio. kr. ekstra i puljen, hvis Randers' største idrætshal skal sikres ordentligt.

De ekstra penge skal bruges på yderligere rådgivning samt investeringer i branddøre, forstærkning af spær, nødstrømsgenerator, udskiftning af kabler, styringsprogrammer og samt indkøb af mere brandsikre materialer.

Politikerne i Randers Kommunes kultur- og fritidsudvalg tager stilling til forslaget på et møde på tirsdag.

Arena Randers på Fyensgade i den vestlige del af byen er blandt andet hjemmebane for håndboldkvinderne fra Randers HK.

Randerd Kommune arbejder med planer om, at der på et senere tidspunkt måske skal bygges en helt ny hal. Arena Randers - også kendt som Randershallen - blev taget i brug i 1972.