Arena: SIF skuffet over Silkeborg Kommune

Silkeborg IF er skuffet over, at kommunen har besluttet at droppe planerne om et nyt sportskompleks til 400 millioner kroner.

Silkeborg IF får ingen ny hjemmebane i denne omgang.

Det må den østjyske 1. fodboldklub erkende, efter at et flertal i byrådet i Silkeborg Kommune er blevet enige om at droppe planerne om et sportskompleks bestående af et fodboldstadion og en sportshal.

- Silkeborg Kommune bremser med denne beslutning en anlægsinvestering til omkring 400 mio. kroner. Politikerne har dybest set konkluderet, at optimale rammer for eliteidræt, konferencer og underholdningsindustri i denne her by ikke er væsentligt, siger adm. direktør i Silkeborg IF Invest A/S Kent Madsen i en pressemeddelelse.

I sin begrundelse for at bremse arena-planerne oplyser Silkeborg Kommune, at finanskrisen har forringet på mulighederne for at skaffe ekstern finansiering til projektet til en samlet anlægssum på 400 millioner kroner.

Desuden vil driften blive dyrere, fordi renteudgifterne også stiger.