Aprilsnar!
1. april slipper flere danske medier gækken løs. Få her et overblik over dagens opfindsomme spøgefuldheder.
Slut med høje kirkehvælvinger
P4 Østjylland fortæller i dag, at landets kirker også har mulighed for at søge penge fra regeringens pulje på 1,5 millarder kroner til renovering.
Det vil sognepræsten i Højbjerg Kirke, Morten Skovsted, udnyttte til at sænke loftet og efterisolere i kirken. Så det skulle altså være slut med høje hvælvninger i Højbjerg Kirke.
NATO, bedetæpper og mavedans
Ifølge dagbladet BT vil statminister Anders Fogh Rasmussen forsøge at tækkes de tyrkiske politikere, som har beskyldt ham for at ikke at udvise nok respekt for islam, ved at tage til fredagsbøn i moskeen på Dorteavej i København. Statministerens pressechef skulle have kontaktet moskeen for at finde ud af om Fogh skulle medbringe sit eget bedetæppe.
BT mener også at vide, at statsministerfrue Anne-Mette Rasmussen og hendes partner fra Vild med dans, Thomas Evers, arbejder på et show med tyrkisk mavedans.
Altsammen for at bane Anders Fogh Rasmussens vej til posten som generalsekretær i NATO.
Rygerne må komme indenfor igen
Politiken skriver, at regeringen vil skodde rygeloven igen. I fremtiden skal værtshusgæster have lov til at nyde et stykke tobak til pilsneren inden døre.
Avisen citerer De konservatives sundhedsminister Jakob Axel Nielsen for at sige:
- Vi kan jo ikke passivt se til, at en hel bodegakultur går tabt.
Forslaget skulle i øvrigt formelt fritage Kongehuset for rygeloven. Ifølge avisen fremsættes det allerede i dag.
Naser ny borgmesterkandidat
Naser Khader har været meget igennem de sidste par år, hvor han forlod det parti han selv stiftede og nu er blevet medlem af De konservative. I dag skriver Ekstrabladet så, at han er klar til en ny udfordring som borgerlig spidskandidat til posten som overborgmester i København.
Først skulle Khader have været skeptisk overfor opgaven, men en kop kaffe på statsminister Anders Fogh Rasmussens kontor forleden overbeviste ham.
Storebæltsbroen under jorden
Fra 2015 vil der ikke længere være noget, som hedder Storebæltsbroen. Ifølge dagens udgave af Metroxpress skal broen nemlig graves ned.
Biler, busser og lastbiler skal køre under Storebælt i en højteknologisk tunnel, der opsuger bilernes enorme CO2-udslip og lagrer det i undergrunden.
Det skæve tårn i København
Pisa får nu konkurrence på markedet for skæve tårne. Således skriver Urban i dag, at Rundetårn i København er begyndt at hælde efter jordskælvet i Danmark 16. december sidste år.
- Beregninger har vist, at tårnet vil fortsætte med at hælde omkring 0,8 cm om året mod vest, hvis man ikke skrider ind og stabiliserer det, vurderer professor ved Institut for Geografi og Geologi på Københavns Universitet, Sten Andersen.