Ansatte skal tie om religion på Facebook
Virksomheder forbyder ansatte at angive deres religiøse overbevisning på Facebook. Århusiansk religionssociolog advarer.
Hvor langt kan en virksomhed gå for at sikre sit omdømme i det offentlige rum, uden at det krænker de ansattes frihedsrettigheder?
Den diskussion er ifølge kommunikationseksperter kun lige begyndt, når det gælder det sociale mødested på nettet Facebook, hvor private og kommercielle interesser mødes.
En undersøgelse fra Ugebrevet A4 har således for nylig vist, at 12 procent af de virksomheder, der har regler for deres ansattes private brug af Facebook, forbyder eller begrænser de ansattes ret til at angive deres religiøse tilhørsforhold. Det skriver Kristeligt Dagblad tirsdag.
Virksomheder overtræder religionsfrihed
Peter Fischer-Nielsen, religionssociolog og ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, mener, at virksomhederne derved overtræder religionsfriheden:
- Nogle virksomheder ønsker ikke at blive forbundet med religiøse synspunkter, og på Facebook er der generel forvirring om, hvad der hører privatlivet til, og hvad der er offentligt. Men at forbyde ansatte at vise deres religion på deres personlige Facebook-profil svarer til at forbyde dem at gå i kirke eller bede i deres fritid, mener han.
Professor og medieekspert Stig Hjarvard siger, at religion særligt udadtil er blevet et vanskeligt emne for virksomheder efter Muhammed-krisen.
- Virksomheder ønsker at opnå indflydelse på, hvad der kommunikeres om religion. Det er blevet et ømtåleligt emne i det offentlige rum, så de vil have kontrol med, hvad ansatte skriver, siger han.
Virksomheder bør have Facebook-politik
Flemming Dreesen, ansættelsesretschef i Dansk Arbejdsgiverforening, siger, at foreningen anbefaler alle arbejdspladser at have en Facebook-politik, men at man ikke blander sig i indholdet:
- Det er vigtigt, at virksomheden anerkender grænserne mellem privatliv og arbejdsplads, men det er umuligt at give specifikke retningslinjer for Facebook-politik, fordi virksomheder er vidt forskellige, siger han.
Peter Fischer-Nielsen mener, at det brogede område vil byde på mange flere udfordringer fremover.
- Det er sandsynligt, at der vil komme retssager om lovstridige Facebook-politikker, forudser han.
Kilde: Kristeligt Dagblad