Anholdt efter tyveri af båd

45-årig mand sigtet

Foto: Colourbox

En 45-årig mand blev natten til mandag snuppet af Østjyllands Politi. Han er nu blandt andet sigtet for tyveri af en båd.

En politipatrulje blev klokken 04.05 opmærksom på en modkørende bil på Ødumvej ved motorvejstilkørslen tæt på Hadsten.

Den modkørende bil trak en trailer med en båd, og politiet besluttede at standse bilen. Og det viste sig at være en god idé.

For både båd og trailer var stjålet fra en adresse i Hadsten, ligesom politiet vurderede, at manden var påvirket af euforiserende stoffer.

- Manden blev anholdt og indbragt til politigården, hvor han vil blive sigtet for brugstyveri af trailer, tyveri af båd samt for at have ført et motordrevet køretøj under påvirkning af euforiserende stoffer, oplyser Østjyllands Politi.

Trailer og båd blev efterfølgende kørt tilbage til sin rette ejer.

- Ejeren havde ikke nået at opdage, at båden var væk, men han blev rigtig glad, da den kom tilbage, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.