Anholdt efter økseoverfald

54-årig fik en blodtud

Foto: Flickr

Det er lykkedes politiet at anholde den formodede gerningsmand til et usædvanligt overfald på en 54-årig mand i Grenaa.

Ifølge Østjyllands Politi blev den 54-årige sent onsdag eftermiddag opsøgt af en fremmed mand på en adresse på Skovbrynet i den sydlige del af byen.

Efter et kort skænderi svingede den fremmede mand en økse i retning mod den 54-årige. Øksen ramte den 54-årige, som også blev tildelt et knytnæveslag, inden gerningsmanden forsvandt.

Den 54-årige fik en blodtud, men kom derudover ikke alvorligt til skade.

I går, torsdag, lykkedes det lokalpolitiet i Grenaa at finde den formodede gerningsmand. Den 26-årige mand blev straks anholdt.

Han bliver fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Randers i dag, fredag.