Amtet ser på helikoptere
Repræsentanter for Århus Amt er i Norge for at se på ambulance-helikoptere.
Repræsentanter for Århus Amts beredskabstjeneste er taget til Norge for at kigge nærmere på ambulance-helikoptere af den slags, som amtet overvejer at købe.
Helikopterne skal i givet fald løse problemet med, at der i amtets yderområder er blevet meget langt til nærmeste hospital efter de seneste sygehuslukninger. Transport med helikopter kan efter en del lægers mening redde livet for patienter med akut livstruende sygdom, hvor alternativet er lang tids køretur i en traditionel ambulance.
Forslaget om helikoptere har dog mødt kritik fra Falck-redderne. Efter deres opfattelse vil en indsættelse af flere ambulancer på vejene være både bedre og billigere.
TV2 / ØSTJYLLAND bringer i aften en reportage om de norske helikoptere.