Amputeret FCK-hold til Randers
Gæsterne må undvære flere profiler på grund af skader og karantæner
Randers FC står på papiret med forholdsvis gode muligheder for at få et godt resultat, når kronjyderne søndag aften møder de tidobbelte danmarksmestre fra FC København.
Under søndagens topkamp på AutoC Park i Randers må gæsterne undvære angriberen Andreas Cornelius og kantspilleren Youssef Toutouh. De to københavnere er begge ude med skader.
Derudover er midtbanespilleren Daniel Amartey i karantæne.
De tre spillere indgår alle i FCKs normale startopstilling.
Foruden Cornelius, Toutouh og Amartey må københavnerne formentlig undvære Christian Poulsen og Tom Høgli, der begge døjer med mindre skader og formentlig ikke er med mod Randers.
- Vi skal fortsætte vores gode takter og den gode stime vi er inde i, selvom vi nok må sætte holdet sammen på en ny måde her og der med nye konstellationer af spillere på grund af de skader, vi er ramt af i øjeblikket, siger cheftræner Ståle Solbakken til FCKs hjemmeside.
Kampen mellem Randers FC og FC København spilles søndag kl. 19. Forud for opgøret indtager kronjyderne Superligaens tredjeplads, mens FCK ligger på andenpladsen.