Ambitiøst nyt forsknings-center

Leder efter en halv mia. til Core ved Skejby Universitetshospital

Sådan forestiller arkitekterne sig interiøret til det nye forskningsinstitut

Aarhus Universitet og Region Midtjylland arbejder fortsat ihærdigt på at skaffe minimum en halv mia. kroner til CORE, Center of Research and Education .

Det op mod 16 etager højt specialiserede forskningsbyggeri er døbt CORE. Bag navnet gemmer sig Center Of Research and Education. Og ambitionerne er at skabe et center, som er helt unikt - også internationalt.

CORE bliver den faglige dynamo og omdrejningspunktet i fremtidens Aarhus Universitetshospital. Og håbet er, at spaden stikkes i jorden i starten af 2014. Men først skal finansieringen på plads. I løbet af efteråret bliver det afklaret, om Aarhus Universitets Forsknings Fond (AUFF)'s ejendomsselskab FEAS vil investere i og bygge CORE.

Allan Flyvbjerg, der er dekan for Health, det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet, ser store perspektiver i Core.

- Sådan en smeltedigel midt i hospitalet, hvor forskning, uddannelse og klinik arbejder sammen med erhvervslivet i et dynamisk miljø, er ikke set før. Det bliver en international nyskabelse. Jeg kender ingen steder i verden, hvor man har planer som vores, siger Allan Flyvbjerg, der selv tidligere har modtaget en lang række nationale og internationale priser for sin forskning i diabetes i en pressemeddelelse fra Region Midtjylland.

Inspireret af Stanford University i Californien får CORE en afdeling ved navn Bio-X Danmark. Her kan biotekvirksomheder og medicinalfirmaer ideudvikle sammen med for eksempel nørdede nanomedicinere, ingeniører og kemikere for at finde nye løsninger på fremtidens behov og gerne blive førende inden for udvikling af velfærdsteknologiske løsninger.

Dekanen tror så meget på Bio-X, at der allerede er afsat et par millioner på hans budget til at få det til at rulle.I regi af Bio-X kan en håndfuld mennesker gå ud i klinikken blandt patienterne og afdække behov og derefter vælge en ting, de arbejder med gennem et år for at udvikle en prototype. Gruppen kan for eksempel bestå af en softwareingeniør fra Systematic, en bandagist fra Sahva og en filosof.

Selvom CORE får til huse på Aarhus Universitetshospital, bliver det åbent for alle hospitaler i regionen.

- Vores ambition er, at de stærke faglige miljøer på regionshospitalerne skal have lige så meget ud af CORE som de ansatte ved Aarhus Universitetshospital, fremhæver Allan Flyvbjerg. Han forestiller sig, at CORE kan sende rejsehold til regionshospitalerne, eller at de får plads i CORE