Aggerholm tilbage hos SK Aarhus
Keeper Rikke Poulsen er ude i tre måneder. Lene Aggerholm er tilbage i målet
SK Aarhus har handlet hurtigt og fået en aftale på plads med den tidligere SK Aarhus keeper Lene Aggerholm. Hun glæder sig til den nye udfordring.
- Det er en sjov og spændende opgave, og så vil jeg gerne hjælpe min gamle klub. Personligt har jeg også mod og lyst til at få prøvet af, om jeg kan komme op i det gear igen, som man skal være i for at spille i ligaen. Lige nu er jeg glad for, at jeg har 10 dage til at træne med holdet, inden jeg bliver spillerberettiget, men jeg er sikker på, at jeg hurtigt finder formen, siger Lene Aggerholm.
Rikke Poulsen måtte melde fra i den seneste kamp mod FC Midtjylland med, hvad hun troede var et hold i ryggen. En MR-scanning i fredags viste, at hun har en diskusprolaps i ryggen. En diskusprolaps, som kræver en operation.
Rikke Poulsen forventer, at være tilbage på fuld styrke om tre måneder.