AGF-talent på vej til udlandet
Tyske Werder Bremen er interesseret i at skrive kontrakt med den unge AGF-spiller Leon Andreasen
Den tyske mesterklub Werder Bremen fortsætter med at kigge mod nord, når der skal hentes forstærkninger. Sidst var det Mohamed Zidan i FC Midtjylland, og nu er jagten for alvor gået ind på AGF's forsvarsprofil, Leon Andreasen.
Forhandlingerne er så langt fremme, at man allerede er nået til enighed med Andreasen selv, lyder det fra Werders sportsdirektør, Klaus Allofs.
Det forventes, at Werder Bremen vil betale omkring 11 millioner, mens AGF vil kræve 15-17 millioner kroner for den talentfulde forsvarsspiller, der er anfører for U/21-landsholdet.
Skulle Leon Andreasen blive solgt, går de første 10 millioner kroner til klubmæcen Kurt Andersen, mens AGF modtager 80 procent af den resterende sum. /ritzau/