AGF spillede uafgjort i Parken
Det var målmændenes aften
Efterårssæsonen i Superligaen sluttede søndag aften for FC København og AGF med en 0-0-kamp i Parken.
Det betyder, at FCK går på vinterferie med fire point ned til FC Nordsjælland på andenpladsen, mens AGF's oprykkere fortsat kan drømme om en topplacering som et realistisk mål i foråret.
FCK så nogenlunde ud til at have rystet midtugens europæiske skuffelse i Ukraine af sig, hvor københavnerne måtte sande, at det ikke bliver til mere Europa League-fodbold efter nytår.
Værterne pressede for det meste gæsterne i bund i en kamp med en ganske underholdende første halvleg og tamme sidste 45 minutter.
Backerne Bryan Oviedo og Lars Jacobsen - som på grund af snarligt kontraktudløb måske spillede sin sidste FCK-kamp - fik godt med plads til at gøre sig gældende i offensiven.
Det samme gjorde sig gældende for højrekanten Christian Bolaños, som leverede flere gode aktioner for FCK'erne.
Men ellers var det faktisk de to holds målmænd, som viste storspil frem og var nogle af de store profiler.
Farligt langskud
AGF's Steffen Rasmussen kunne midtvejs i første halvleg intet stille op, da Claudemir sendte et farligt langskud af sted.
Men heldigt for udeholdet ramte skuddet undersiden af overliggeren, og ved Dame N'Doyes fine afslutning på riposten reddede AGF-keeperen til gengæld flot.
FCK-målmand Johan Wiland havde stort set intet at lave indtil de sidste fem minutter af første halvleg, hvor AGF efter en noget defensiv indstilling til tingene fik forsøgt noget offensivt selv.
Wiland måtte levere en lille håndfuld stærke redninger for at forhindre et AGF-mål - blandt andre var den tidligere FCK-anfører Hjalte Nørregaard tæt på en scoring i midtbanespillerens første optræden i Parken som FCK-modstander.
Mens der var godt med målchancer inden pausen, fusede det hele desværre helt ud i anden halvleg. Væk var chancerne. FCK kunne ikke, og AGF ville ikke. Gæsterne virkede tilfredse med uafgjort.
Inden FCK helt kan holde vinterferie, venter den ligegyldige Europa League-kamp i Parken mod Standard Liege 15. december.