AGF-ledelse tager medansvar
AGF's direktør tager sin del af ansvaret for krisestemningen i Århus-klubben. Klubbens ambitioner er dog uændrede. AGF skal være dansk mester om tre år.
Skuffelsen var tyngende og kritikken massiv, da superligaklubben AGF led endnu et ydmygende nederlag i sæsonens sidste Superliga-kamp mod Viborg. Efter sæsonafslutningen erkender AGF-direktør Frank Heskjær da også, at ledelsen må tage sin del af skylden. - Det er ikke kun spillerne, der har ansvaret. Også den administrative del af AGF sidder med et ansvar. Den administrative del af klubben skal skabe trygge rammer, og det har der ikke været, siger Frank Heskjær til Ritzau. Dermed imødekommer han en del af kritikken fra assistenttræner Olafur Kristjansson, som benyttede forårets sidste kampdag til at angribe AGF's ledelse. Klubben arbejder dog stadig med en målsætning om at slutte blandt de fire øverste hold i den kommende sæson og et dansk mesterskab i løbet af tre år.