AGF jagter hjemmesejr

Mandag aften tager de hvide i mod Horsens. Og det bliver en svær opgave, hvis man skal tro statistikken.

Tre gange mødtes Horsens og AGF i sidste sæson. AGF tabte de to hjemmeopgør med to gange 2-1, mens det på udebane blev til et enkelt point ved 0-0.

Mandag aften skal AGF så igen prøve at få en sejr på hjemmebane, og det er noget, som klubben sandsynligvis får hårdt brug for.

Ligaens to oprykkere fik nemlig point søndag. Desuden venter to udekampe mod henholdsvis OB og FCK, og det bliver to opgør, hvor AGF er alt andet end favoritter.

I forhold til AGF's opstilling er der flere ubekendte. Det bliver først lige før kampstart, at det vides, om nyindkøbet angriberen Nando Rafael overhovedet kommer med i truppen. Han har døjet med en skade.

Anderledes ser det ud med højreback-pladsen, hvor Cheikh Sarr, der startede inde i sidste kamp mod Randers, slet ikke er med i truppen. Efter alt at dømme bliver det enten Frederik Krabbe eller Ulrik Lindkvist, der kommer til at spille den plads.

Kampen starter klokken 19.00.