AGF forlænger med Sloth
19-årigt midtbanetalent bliver i Aarhus
AGF har forlænget aftalen med den 19-årige midtbanespiller Casper Sloth frem til sommeren 2015.
Sportschef Brian Steen Nielsen glæder sig over kontraktforlængelsen.
- Casper har i en alder af 19 år allerede spillet mere end 50 kampe for AGF. Det er i sig selv flot, og han tager hele tiden skridt i den rigtige retning, siger Brian Steen Nielsen til klubbens hjemmeside.
Vil spille hver gang
Casper Sloths hidtidige kontrakt med aarhusianerne løb frem til sommeren 2012.
Hvis han ikke havde forlænget aftalen med AGF, ville han dermed have haft mulighed for at forhandle med andre klubber allerede fra nytår.
Den mulighed har dog angiveligt slet ikke været aktuel for midtbanespilleren.
- Jeg føler, at jeg er i den klub, som giver mig de bedste muligheder for at udvikle mig. Jeg får godt med spilletid, og mit mål er at bide mig helt fast, så jeg spiller hver eneste gang, siger Casper Sloth.