AGF forlænger med anfører
Målmand Steffen Rasmussen har netop underskrevet en ny kontrakt, der løber frem til sommeren 2012
240 kampe er det blevet til siden anfører Steffen Rasmussen debuterede for AGF i 2002. Trods de mange år i klubben er motivationen stadig helt i top.
- Jeg har det godt i AGF, og derfor har det også været ligetil at nå til enighed om en ny aftale. Vi har gang i mange spændende ting, der peger i den rigtige retning. Vi har en stærk trup og en dygtig træner. I det hele taget er vores fundament for at rykke op klart bedre end sidste gang, og jeg vil gerne være en del af den positive udvikling, fortæller Steffen Rasmussen.
For sportschef Brian Steen Nielsen har der ikke hersket nogen tvivl om, at samarbejdet skulle forlænges.
- Jeg har i lang tid ønsket at lave en ny aftale med Steffen, og jeg er glad for, at det er faldet på plads. Det er altid en helt speciel fornemmelse at forlænge med anføreren og en vigtig kulturbærer på holdet. Steffen har gennem en årrække holdt et højt niveau, men han kan stadigvæk udvikle sig. Han står foran sine bedste år som målmand, og dem får vi heldigvis gavn af i AGF, siger Brian Steen Nielsen.