AGF får igen mobiltribuner
AGF opsætter mobiltribuner i forbindelse med to hjemmekampe
Sidste år havde AGF succes med at opsætte mobiltribuner på løbebanen bag det ene mål, så de mest inkarnerede og højlydte AGF-fans kunne komme tættere på banen og være med til at synge AGF-spillerne mod sejr.
Sejr fik de over Lyngby i den kamp, og nu har AGF besluttet at gentage succesen.
Mobiltribunerne vil blive sat op på løbebanen til kampen den 14. maj mod Fredericia og opgøret den 19. maj mod HB Køge.
Sidste gang, tilbage i november, blev billetterne revet væk, og mobiltribunerne blev udsolgt.
- Vi havde en stor succes med mobiltribunerne fra Bravida, og vi har siden lavet undersøgelser samt drøftet det med vores fans og internt, og det har været en positiv respons, siger AGF-direktør Jacob Nielsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De lidt mere end 1.000 ståpladserne på mobiltribunerne bag det ene mål er tiltænkt de mest inkarnerede AGF-fans, og det er allerede nu muligt at købe billetter til området, ligesom sæsonkortindehavere i sektion C1-C3 kan ombytte sæsonkortpladsen til en plads på mobiltribunen.
- Mobiltribunerne bliver først og fremmest sat op for at bidrage til, at spillerne får den maksimale opbakning, og derfor er vi glade for, at Bravida igen vil støtte op om det, siger Jacob Nielsen.
AGF-direktøren har tidligere taget hul på snakken om et muligt nyt stadion til AGF uden løbebane, men den diskussion ønsker han ikke at gå ind i nu.
- Det er ikke en hemmelighed, at der er en debat, som skal konkretiseres på et tidspunkt, siger Jacob Nielsen.
Men inden spillerne skal på banen på NRGi Park foran mobiltribunerne venter der en udekamp mod FC Roskilde på torsdag. Den kamp spilles i Roskilde på torsdag klokken 19.00, og her skal AGF-spillerne forsøge at tage endnu et skridt mod Superligaen. AGF har 10 point ned til den nærmeste forfølger fra Vendsyssel FF i jagten på de eftertragtede billetter til Superligaen.
I videoen øverst på siden kan du se, hvordan det så ud, da AGF tilbage i november havde sat mobiltribunerne op for første gang.