AGF-chef: Vi SKAL rykke op
Sportschef Brian Steen Nielsen kender kun én vej for AGF: Op!
- Det bruger jeg ikke ét sekund på at tænke over.
Ingen dikkedarer. AGFs sportschef, Brian Steen Nielsen, har slet ikke med i sine overvejelser, at oprykningen til Superligaen kan gå galt.
Det skriver stiften.dk fra AGF's træningslejr i Belek, Tyrkiet.
- Vi skal rykke op. Der er ingen grund til at sige andet. Det vil være total useriøst. Vi er syv point foran nummer tre i tabellen, vi har forstærket os markant i vinterpausen og vi har indtil videre - og for en gangs skyld i en opstartsfase - været forskånet for alt for mange alvorlige skader. Så der er ingen undskyldning for ikke at rykke op, lyder det fra Brian Steen Nielsen til stiften.dk.
Truppen forstærket
Han er selv lettere overrasket over, at truppen - her mere end et halvt år efter nedrykningen er så intakt, ja, ligefrem forstærket, selvom det hedder 1. division.
- Når du kigger på truppen spiller for spiller, så har den jo superliganiveau. Også niveau til at kunne overleve, hvis vi rykkede op nu og her. Det er jeg ikke bange for at sige. Der er nok folk, der vil sige "ja, ja, slap nu af, én ting ad gangen." Men hvorfor skulle jeg sige noget andet? Vi har en trup på superliga-niveau. Det havde vi også i foråret, men to måneders dårligdomme ødelagde desværre tre års hårdt arbejde. Og hvad alle andre så siger eller mener, det optager mig ikke, siger sportschefen.
Kilde: stiften.dk