Afviser at skære på handicap-området
Modsat Randers afviser de fleste østjyske kommuner at skære ned på hjælpen til handicappede børn.
Mens Randers Kommune føler sig nødsaget til at skære ned på støtten til børn med særlige krav, så afviser de fleste af de øvrige østjyske kommuner at bruge denne model.
Det viser en rundringning, TV 2 | ØSTJYLLAND har lavet til fem af de øvrige otte kommuner i Østjylland.
Randers Kommune er af flere forældre blevet kritiseret for at have skåret ned i hjælpen til handicappede børn, der har særlige behov for støtte og hjælp.
Forklaringen i Randers lyder, at da kommunen ved nytår overtog ansvaret for handicap-området fra amtet fik kommunerne ikke penge nok til opgaverne, de overtog.
- Posen med penge er for lille, og det er regeringen, regningen skal sendes til, siger borgmester Henning Jensen Nyhuus til TV2 | ØSTJYLLAND.
Undgår nedskæringer
i Favrskov Kommune kan man derimod godt lade sparkniven ligge i skuffen. Borgmesteren henviser til, at kommunerne har fået én stor kasse med penge, som ikke er øremærkede.
- Vi har overhovedet ikke planlagt at skære i støtten til handicappede børn, siger borgmester Anders G. Christensen.
Vilfred Friborg, borgmester i Syddjurs, kender ikke til problematikken fra Randers, men siger:
- Mig bekendt har vi ikke haft problemer eller klager over nedskæringer i støtten til handicappede børn.
Odders borgmester Niels-Ulrik Bugge mener, at kommunerne generelt er blevet underkompenseret, da de overtog opgaver fra amtet. Men han understreger samtidigt, at der skal være penge opgaverne, der tidligere lå hos amtet. Han mener ikke, Odder Kommune har skåret i støtten til handicappede børn.
- Så vi tager pengene andre steder fra, og så går det ud over det generelle serviceniveau.
Borgmester Carsten Bruun fra Samsø har endnu ikke overblik over, om kommunen har fået penge nok til de nye opgaver. Han har fra sin forvaltning dog ikke hørt, at der mangler penge til de handicappede børn.
Norddjurs Kommune har lidt af en særstatus og får hjælp Region Midtjylland til blandt andet handicap-området.
Borgmester Torben Jensen har dog Ikke indtryk af, at kommunen har for få penge og mener derfor ikke, at der skal skæres i hjælpen til handicappede børn.
TV 2 | ØSTJYLLAND har forgæves forsøgt at komme i kontakt med Skanderborg, Silkeborg og Århus kommuner.