Afviser Jyllands-Postens rapport

Søværnet afviser Jyllands-Postens rapport om, at øldrikkeri tog overhånd ombord på Galathea-ekspeditionen.

Der blev drukket om bord på Galathea, når skibet lå i havn. Men det var efter bogen og tog ikke "overhånd", konkluderer Søværnets redegørelse om druk på skibet.

Kun en gang er Søværnets alkoholregler brudt, mens Galathea-ekspeditionen har været på søgen. Og det var en person fra den civile del af besætningen, lyder det i en redegørelse
fra Søværnets Operative Kommando (SOK).

Dermed afviser SOK beskyldninger om druk på ekspeditionsskibet "Vædderen," der blev fremført i en rapport fra Jyllands-Posten.

- Jeg kan - efter punkt for punkt for punkt at have gennemgået de dele af Jyllands-Postens evalueringsrapport, som kritiserer Søværnet - konkludere, at kritikken på det foreliggende grundlag kan afvises, skriver søværnet chef, Nils Wang, i en afsluttende kommentar.

I redegørelsen fremgår det, at vagtfrit personale drak om bord i skibets mandskabsrum, når skibet lå i havn. Men ifølge rapporten var der kun adgang for folk over 18 år, og arrangementerne tog ikke "overhånd".
/ritzau/