Afviser at have trukket pistol mod ung mand
Politiet mener ikke, at de har trukket pistol mod ung mand, der blev stoppet i Risskov i Århus.
Der var IKKE tale om en trukken pistol mod 19-årige Emil Larsson forleden nat, da han blev stoppet i Risskov i Århus.
Det siger politiet, som har undersøgt sagen.
- Natten til onsdag blev flere vogne sendt til Risskov, men mandens forklaring om, at pistolen blev trukket, stemmer ikke overens med den forklaring, som politifolkene har givet. Pistolen har ikke været ude af hylstret, og hvis den havde været det, var det blevet indberettet, hvilket det ikke er blevet. Den pågældende mand har opfattet situationen på en anden måde, end den måde som den faktuelt fandt sted på, siger chefpolitiinspektør John Jacobsen til JP Århus, der opfordrer Emil Larsson til at henvende sig, hvis han ønsker at klage over forløbet eller blot drøfte det.
Emil Larsson fastholder sin forklaring og understeger, at han ikke vred på politiet - blot overrasket over hændelsen. Derfor ser han heller ingen grund til at gøre mere ud af sagen.