Afhøring af spiontiltalt udsat
Retsafhøringen af den 39-årige århusianer, der er tiltalt for spionage i Israel, er blevet udsat.
17. mar 2005, kl. 08:56
Mere end 30 dage gammel
Sagen om den dansker, der er tiltalt for spionage i Israel, er ud til at vare endnu længere tid end først antaget.
Onsdag blev der afholdt retsmøde i retten i Tel Aviv, men kun for at udsætte retsafhøringen af den tiltalte. Den 39-årige århusianer, der er født i Libanon, er ifølge anklageskriftet tiltalt for at hjælpe Israels fjende i krigstid.
En sådan gerning kan resultere i en fængselsdom på livstid. Manden nægter sig skyldig, og hans forsvarsadvokat siger, at danskeren er blevet presset til at indrømme, at han har spioneret for Hizbollah. /ritzau/