Advarer mod at spare på lægeuddannelser
Grundig oplæring af de yngre læger og lægestuderende er i fare
Hos hjertelægerne er det lukningen af intensivafdelingen i Silkeborg, som får panderynkerne frem. Det fortæller P4 Østjylland.
- Det kan få den konsekvens, at man ikke kan have, at de får deres uddannelse på sådan et sygehus. Så må de yngre læger søge andre steder hen, og det kan så belaste andre sygehuse, siger formanden for regionens hjertelæge, overlæge Ole Gøtzsche fra Aarhus Sygehus.
- For de lægestuderende gælder det samme. De har jo brug for bred læring, og man kan ikke sidde i et ambulatorium og få den læring, som der skal til for at man kan få sin embedseksamen og de kompetencer, som det indebærer, tilføjer han.
Også børnelæger og fødselslæger advarer i høringssvarene mod uddannelsesmæssige konsekvenser af spareplanen, og den regionale formand for anæstesi-læger, ledende overlæge Annette Schultz, er enig.
- Meget af uddannelsen baserer sig på, at man har tid til at gennemgå tingene og tid til at lave øvelser og forklare dem tingene, inden de kommer med ud til patienten for at prøve det. Det tager lægeressourcer fra vores hverdage, men vi kan se, at der bliver personalebesparelser rundt omkring og at der bliver pålagt flere opgaver, end der følger økonomi med til, så hverdagen vil blive utrolig presset, forklarer Annette Schultz.
Det er det scenarie, der bekymrer Det Anæstesiologiske Specialeråd, for det efterlader ikke meget tid til oplæring.
- Det er uhensigtsmæssigt, for det er vores fremtid, som vi skal basere på de yngre læger. Vi erkender, at der jo skal findes besparelser i Region Midtjylland, men vi må så bare gøre opmærksom på, at det her er et af de områder, hvor vi vil kunne mærke det. Vi kan have en bekymring om, at yngre læger i regionen vil blive ringere uddannet, siger Annette Schultz.
Kilde: P4 Østjylland