AC Horsens: Vi fortjente point

I Horsens-lejren er man skuffede over nederlaget til FC København

AC Horsens har imponeret i de første runder i Superligaen, og dagens nederlag mod FC København var sæsonens første.

De gæstende danske mestre vandt 1-0, men østjyderne mener selv, de fortjente point i kampen.

- Jeg er skuffet, for jeg synes, vi er bedst. Vi kontrollerer det hele, og de vinder på et straffespark. Vi har ikke 50 hundredeprocentschancer, men vi har det, der skal til for at vinde kampen, siger Martin Retov.

Han mener desuden, at spillet mod FCK peger i en positiv retning for de kommende mange kampe.

- Vi matcher dem fuldt og, og vi skal nok få en god sæson. Inderst inde ved FCK'erne godt, at de var heldige med at få tre point, siger midtbaneprofilen.

Kunne blive et pejlemærke
På forhånd var der lagt op til, at kampen kunne blive et pejlemærke for, hvor langt Horsens kan nå i sæsonen, og det ser positivt ud.

- Det er tidligt på sæsonen, og vi tager en kamp ad gangen. Men jeg er enig i, at det var en god test, og vi stod distancen. Vi må konstatere, det ikke giver point, men når det er lagt bag os, er jeg sikker på, at Johnny kan tage nogle gode ting med fra kampen, siger Niels Lodberg.

Træner Johnny Mølby så også opmuntrende ting i kampen, trods nederlaget.

- Jeg har sagt inde i omklædningsrummet, at vi er skuffede, men man er kommet langt, når man er skuffet over at tabe 1-0 til FCK. Før havde vi bare forsvaret, men det er en åben kamp, og indimellem fik vi også lagt tryk på, siger Johnny Mølby.