Årstiden driller fortsat letbanen: Kører med nedsat drift

Mandag kører Aarhus Letbane med to afgange færre i timen mellem Aarhus H og Aarhus Universitetshospital i Skejby

Aarhus Letbane er udfordret af de mange efterårsblade. På strækningen Aarhus H til Aarhus Universitetshospital i Skejby er der færre afgange end normalt. Foto: Arkiv: Mikkel Berg Pedersen - Ritzau Scanpix

Det lyder som en historie, der plejer at være forbeholdt DSB, men også den nye letbane i Aarhus bliver i øjeblikket presset af vejret. Efterårets løvfald betyder nemlig røde og gullige blade på skinnerne, og det giver udfordringer for letbanetogene.

I en uges tid har letbanen måtte køre med nedsat styrke mellem Aarhus H og hospitalet i Skejby netop på grund af blade på skinnerne. Og den ændrede drift fortsætter mandag, lyder det på Midttrafiks Facebook-side.

- Normalt kører vi strækningen seks gange i timen, men vi har været nødt til at reducere det til fire, fordi løvfaldet driller skinnerne, har kommunikationschef ved Aarhus Letbane, Jens Velling, tidligere fortalt til TV2 ØSTJYLLAND.

I begge retninger køres der derfor kun på de faste minuttal 10, 25, 40 og 55. Mellem Odder og Aarhus og Aarhus Universitetshospital i Skejby og Lisbjerg køres der dog efter normal køreplan.

De mange nedfaldne efterårsblade forstyrrer letbanen.

Falliterklæring

De ændrede letbane-køretider på grund af løvfaldet får en hård medfart på Facebook.

Det er et kendt problem, at bladene chikanerer togskinnerne.

Jens Velling, kommunikationschef, Aarhus Letbane

- Det er virkelig en falliterklæring, at man slet ikke har tænkt Danmarks skiftende årstider ind i bygningen af denne letbane. Altså, hvordan kan det overhovedet komme som en overraskelse, at træerne taber bladene om efteråret, skriver en bruger på Midttrafiks side, imens en anden supplerer:

- Da en falliterklæring at man har brugt så mange penge på noget, der ikke kan køre pga. blade, men det er da godt os i Vestjylland kan få frataget busser for at finansiere en gang ubrugelig skrammel i Aarhus.

Læs også Løvfald forstyrrer letbanen: Flere afgange aflyst

Grunden til, at det kun er på den indre strækning i Aarhus, der er problemer, skyldes primært, at det er her de største letbanetog kører.

Kendt problem

- Det er et kendt problem, at bladene chikanerer togskinnerne, og derfor gør vi allerede en forbyggende indsats, men det særlige i år er, at det store tog har vist sig at have nogle egenskaber, som gør, at vi skal gøre en ekstra indsats her, siger Jens Velling.

Aarhus Letbane fortæller, at de mangler godkendelse på de små tog, og når de har fået den, så har de ikke problemet længere. 

- Vi arbejder på flere metoder til, hvordan vi kan rense skinnerne, siger Jens Velling også.

Det er på strækningen Aarhus H til Aarhus Universitetshospital i Skejby, at der er færre afgange. Foto: Aarhus Letbane

Især Randersvej driller

Det er især på strækningen op ad Randersvej, der driller. 

- Det er på den stejleste strækning, at det giver problemer. Vi arbejder på flere metoder blandt andet med at spule skinnerne, børste dem og slibe dem. 

Rådet til brugerne er at holde sig opdateret. 

- Det gode råd må være, at de tjekker rejseplanen og midttrafiks hjemmeside. Der bliver der løbende opdateret ændringer i køreplanerne, fortæller kommunikationschef ved Aarhus Letbane.