Aarhusianske håndværkere skal være sundere

100 ansatte fra Hustømrerne er en del af nye sundhedsprojekt

02:14

Sundheden blandt landets håndværkere er ikke den bedste, viser et nyt sundhedstjek. Sådan er det også hos Hustømrerne fra Aarhus. Derfor skal 100 ansatte herfra lære at spise sundere, dyrke mere motion og holde igen med smøgerne.

- Tjekket fortæller, at vi faktisk har ret mange, som har problemer med vægt og smerte, siger adm. direktør hos Hustømrerne, Klaus Andersen.

Læs også Ældreforsker: Madkurser kan redde ensomme mænd

Hos firmaet vejer en femtedel for meget, hver fjerde spiser usundt og 27 % ryger – hvilket er langt over landsgennemsnittet. Derfor blev tilbuddet om et kursus i sundhed da også vel modtaget.

- Det er fint, at nogen vil hjælpe os på sundhedssiden. Hvis vi fremover ikke altid tænker, at vi lige skal ind omkring Statoil og have to pølser og en Cocio, så er vi nået langt, fortæller en af de ansatte, Jan Pedersen.

Blevet gladere efter vægttab
Der er allerede en af håndværkerne, som selv har taget skeen i den anden hånd. Jan Beck vejede engang 115 kg og levede meget usundt.

- Jeg valgte at sige, min krop ikke havde godt af at veje så meget, forklarer han, og derfor tabte han sig en hel del kg.

- Nu har jeg fået det bedre, og er blevet gladere, lyder det fra Jan Beck.

Læs også Landets første træningscenter for familier åbner i Aarhus

Målet med projektet er udover at hjælpe de ansatte til et bedre liv også at forlænge deres holdbarhed på arbejdsmarkedet. Direktøren hører flere historier om håndværkere, der allerede er ved at være slidte, når de runder de 50 år.

Du kan se mere til folkene fra Hustømrerne i indslaget øverst på siden.