Aarhus Teater sælger masser af billetter

Mens mange kulturhuse vånder sig i krisen, er der gang i billetsalget på Aarhus Teater

Efter flere sæsoner med lavt billetsalg er der fuld gang i tælleapparaterne på Aarhus Teater. Det er godt nyt for teatret, der kæmper sig ud af et historisk stort underskud.

- I år har vi indtil nu solgt næsten 10.000 flere billetter end i forrige sæson. Det ser godt ud, siger teaterdirektøren, svenske Stefan Larsson til JP Aarhus.  

Han har en ambition om at gøre teatret til en førende scene i Nordeuropa med øget samarbejde med blandt andet store københavnske og svenske teatre som Dramaten i Stockholm. 

- Fremgangen er vel at mærke i antallet af betalende teatergængere. Vi giver ikke flere fribilletter end før. Det er jo ikke svært at få publikumstallet til at stige, hvis man bare forærer fribilletter væk, siger han.

Succesen tilskrives blandt forestillinger som Teaterkoncert Bob Dylan og Fanny og Alexander. Men også aktuelle teaterstykker som Mens vi venter på Godot og Scener fra et ægteskab sælger godt.

Aarhus Teater kom ud af regnskabsåret 2008/2009 med et underskud på 5,8 millioner kroner. Siden har den store sparekniv været slebet.

Blandt andet er udgifterne til gæsteskuespillere og eksternt teknisk personale beskåret med mere end 2,5 millioner kroner. Og nu regnes med et overskud på 3,4 millioner kroner i regnskabsåret 2011/11.

Stefan Larsson forventer, at samarbejdet med andre teatre også giver økonomiske fordele for begge parter.