Aarhus-par vandt brudeløb

Kommende brude og gomme løb gennem gågade

00:25

Foto: Michael Svenningsen

1 af 2

I Finland har de koneløb - i Vejle har de brudeløb.

I dag dystede flere giftelystne par i at vinde store præmier til den helt store fest.

Vinderen af det traditionsrige brudeløb blev i år et østjysk par - nemlig Rasmus Laursen og Karina Vorup Larsen fra Aarhus.

De vandt en bryllupspakke til en værdi af 30.000 kroner og præmier for omkring 20.000 kroner fra byens butikker

Brudeløbet i Vejle er blevet en årlig tilbagevendende begivenhed, som tiltrækker deltagere fra hele Danmark.

Iført brudekjoler, jakkesæt og cykelhjelme skal parrene løbe om kap gennem gågaden foran et hujende publikum. Finten er dog, at det ikke bare foregår ved, at parrene løber ved siden af hinanden.

Nej, her skal manden bogstaveligt tage sin kommende brud på nakken og løbe med hende 120 meter.

Flere par måtte efterhånden en tur i asfalten i takt med, at intensiteten og spændingen steg. Løbet blev afgjort efter flere heats, og det var altså Aarhus-parret, der løb med sejren og præmierne.

Fælles for alle parrene er, at de skal giftes i år. Det er nemlig et af adgangskravene for, at kunne deltage.

Du kan se, hvordan det så ud, da Rasmus Laursen og Karina Vorup Larsen kunne løbe over målstregen som de første, i videoen øverst i artiklen.