Aarhus oplever igen politisk vold
Højre- og venstreorienterede aktivister er igen stødt sammen
Der er igen været voldelige sammenstød i Aarhus mellem den yderste venstrefløj og højreekstremister, efter at der ellers har været ro på den front siden efteråret.
Men der er efter politiets vurdering øjensynligt ikke for alvor tale om en genopblussen af mere systematiske konfrontationer mellem fløjene, som tidligere har stået på i årevis.
- Det har vi ikke fornemmelsen af, lige nu er ved at ske.
Tidligere har vi kunnet mærke det på vibrationerne ude i byen, når der var røre. Men det er ikke, hvad vi hører fra vores kontakter på begge fløje, siger chefpolitiinspektør i Østjyllands Politi, Bent Preben Nielsen.
Østjyllands Politi har modtaget to anmeldelser personer med tilknytning til det venstreorienterede Antiracistiske Netværk for overfald onsdag og natten til lørdag den 8. januar.
Onsdag blev en ung mand overfaldet på banegårdspladsen efter at have deltaget i en demonstration imod et andet overfald lørdagen forinden på tre andre venstrefløjsaktivister.
Ifølge Antiracistisk Netværk var overfaldsmændene fra byens højreorienterede miljø.
Det er forbrydelser, som er svære for politiet at opklare, fordi signalementerne er dårlige, og fordi begge fløje er svære at få i tale, siger chefpolitiinspektøren.
- Vi har ofte en fornemmelse af, at de heller vil klare den slags selv indbyrdes, siger Bent Preben Nielsen.
Chefpolitiinspektøren oplyser, at Østjyllands Politi forsøger at lægge en dæmper på gemytterne ved at opsøge folk fra de to fløje.
I Aarhus byråd har politikerne gentagne gange fordømt voldelige sammenstød mellem højre- og venstreorienterede aktivister.