Aarhus først med ladere til elbiler
Lad bilen op mens du handler i Føtex
Tank din elbil op, mens du køber ind. Det er tanken bag, når elbilselskabet ChoosEV nu går i gang med at sætte ladestandere op på p-pladser ved en række Føtex-butikker.
Der er tale om såkaldt Quick Charge, som hurtigt lader bilens batteri op.
- Nu gør vi Danmark elbilklar. Samarbejdet med Føtex understøtter vores vision om, at alle elbilister trygt skal kunne køre ud i det danske land uden frygt for at løbe tør for strøm, siger Lars Bording, adm. direktør i ChoosEV.
Inden midten af januar vil otte ladestationer komme op ved Føtex-butikker med Storcenter Nord i Aarhus som det første.
Inden næste sommer skal tallet være oppe på 21 Quick Charge-stationer ved Føtex-butikker, oplyser ChoosEV.
Føtex har i alt 86 varehuse over hele landet.