Aarhus bliver mekka for mokka

Danmarks bedste kaffebrygger skal findes

Kaffemaskinerne sprutter og skummer løs de kommende dage i Aarhus.

For andet år i træk afholder Speciality Coffee Association of Europe Denmark kaffemesse, hvor danske kaffeentusiaster kan få inspiration til den hjemlige kaffebrygning og samtidig opleve nogle af landets bedste kaffemagere konkurrere.
- Vores mission er at få budskabet om kaffen direkte i interaktion med forbrugerne og med hr. og fru Danmark. Folk skal få nogle gode oplevelser og en indsigt i kaffen, siger Morten Vestenaa, der er medarrangør på kaffemessen.

I løbet af messen skal landets bedste kaffemagere dyste om at blive Danmarksmester i Barista, som er den største konkurrence ved messen.

Dyster om at komme til Colombia
Deltagerne skal på 15 minutter lave en espresso, en cappuccino og en signaturdrik, som er en espresso tilført nogle valgfrie ingredienser. Vinderen af konkurrencen går videre til verdensmesterskaberne i Colombia i starten af juni.  Ud over hovedkonkurrencen, skal professionelle kaffebryggere også dyste i Danmarksmesterskaberne i "Cupping", som er kaffesmagning, og i "Latte Art", som handler om at tegne kunst i kaffen ved hjælp af mælken.

Kaffe er blevet in
Morten Vestenaa oplyser, at der er stigende interesse blandt privatpersoner til kaffearrangementer som messen i weekenden.  Til årets kaffemekka forventer arrangørerne 3-4000 besøgende, hvor sidste års messe blot trak 600 personer til.  Forbrugerekspert Mette Skovgaard Frich ved Retail Institut Scandinavia mener, at kaffe er blevet livsstilsvare i takt med, at den amerikanske caffe-latte-kultur er kommet til landet.
- Kaffen er blevet en måde, hvorpå vi udtrykker, at vi har god smag. Det er noget, man dyrker og ikke bare noget, man drikker.  Valget af kaffe er med til at fortælle en historie om forbrugeren, siger hun.

Kaffemessen finder sted fra 10.-13. marts i Ridehuset i Aarhus.