Aarhus åbner slutspillet
Cheftræner ser frem til svær kamp mod KIF Kolding København
I aften begynder slutspillet i herrernes håndboldliga, og et østjysk hold skal i spil.
Det er Aarhus Håndbold, der tager imod KIF Kolding København, der toppede ligaen i grundspillet.
- Det bliver en svær opgave. KIF er et skarpt hold, som vi sjældent vinder over. Generelt er det ikke en ønskepulje, vi er landet i, fortæller Aarhus Håndbolds cheftræner, Erik Veje Rasmussen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Udover KIF Kolding København er aarhusianerne kommet i pulje med Team Tvis Holstebro og Skjern Håndbold. Grundet placeringen i grundspillet starter KIF og Team Tvis Holstebro med henholdsvis to og et point i slutspillets tabel.
- Hvis vi skal have en realistisk chance for at gå videre, skal vi have hentet seks point de første fire kampe, siger Erik Veje Rasmussen.
Kampen mellem Aarhus Håndbold og KIF Kolding København fløjtes i gang klokken 19.00 i aften.