75-årig bilist bragede gennem hegn med en øl i hånden
Østjyllands Politi har sigtet en mand for spirituskørsel efter et mindre færdselsuheld
Fredag aften måtte Østjyllands Politi rykke ud til en adresse i Kolind på Djursland, da en mand var kørt galt.
Det viste sig at være en 75-årig bilist, der var braget igennem et hegn på en adresse på Sundbyvej, mens han kom kørende i sin bil.
Læs også
Manden virkede beruset, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten, og den teori blev forstærket af, at den 75-årige bilist havde en øl i hånden i forbindelse med uheldet.
Man behøver naturligvis ikke være beruset, bare fordi man har en øl i hånden, mens man kører bil, men det var nu alligevel politiets formodning, at den 75-årige mand havde fået en tår over tørsten.
Læs også
Derfor blev manden taget med på politistationen, hvor han blev sigtet for færdselsuheldet samt spirituskørsel. En blodprøve skal nu afgøre, om manden havde fået for meget at drikke.
Den 75-årige mand kom ikke til skade ved uheldet, og han er løsladt igen efter endt afhøring.