6.000 job til Grenaa
Gigantordre til Grenaa Havn, hvor vindmøller til ny vindpark skal samles
Grenaa Havn har vundet over flere andre danske havne i konkurrencen om, hvor det tyske firma Siemens skal samle de vindmøller, der skal sejles ud til den kommende store vindmøllepark ved Anholt.
Foreløbig har Siemens lejet en 130.000 kvadratmeter stor grund ved havnen, skriver Dagbladet Børsen. Her skal de 100 vindmøller til Anholt Havmøllepark samles.
Det vurderes at op mod 6.000 personer skal arbejde på arealet med at samle vindmølledele til vindparken. De fleste dele er produceret af jyske vindmøllefabrikker: Generatorhuset kommer fra Brande, Vingerne er produceret i Aalborg, mens tårnene formentlig også produceres i Danmark. Desuden kommer flere mindre dele også fra danske fabrikker.
Glæde over aftale
I Grenaa er der enorm glæde over aftalen:
- Det er lykkedes at få en meget vigtig og og en meget stor aftale, siger direktør for Grenaa Havn, Henning Laursen, til avisen.
Ikke mindst er han stolt over, at Grenaa Havn vandt over Aarhus, som ellers har udråbt sig selv til vindkraftens hovedsæde.
Aftalen løber over 18 måneder, hvor vindmøllerne skal opsættes. Vindparken skal levere den første strøm i 2012, så arbejdet begynder snart.
Havnedirektøren håber, at Grenaa også efter byggeriet af vindmølleparken kan fastholde en position som en havn, der udskibes vindmøller fra.
- Jeg håber da, vi kan fastholde Siemens som kunde også fremover, siger han til Børsen og henviser til den noirdirske hovedstad Belfast, hvor Dong Energy har lejet sig ind og udskiber vindmøller.