41-årig: Jeg er uskyldig
Bombe-sigtet fængslet i fire uger
Borgerne i Randers må fortsat leve i uvidenhed om, hvad det var der lå bag bombesprængningen på Vilhelm Thomsens Plads i Randers centrum juleaften ved 18-tiden, da en far og hans tre-årige datter satte sig ind i en bil.
Østjyllands Politi fremstillede onsdag formiddag en 41-årig mand i grundlovsforhør, sigtet for forsøg på manddrab, men trods protester fra de fremmødte journalister, blev retsmødet gennemført bag lukkede døre. Den sigtede blev fængslet i fire uger. Han kærede afgørelsen til landsretten.
Dørlukningen blev begrundet med hensyn til efterforskningen, og at der vil blive nævnt mange navne under sagsfremstillingen. Der var enighed mellem anklager og forsvarer i kravet om dørlukning, og før dommeren traf sin beslutning, sagde den 41-årige:
- Jeg har ikke noget med den sag at gøre. Jeg har ikke lyst til at ligne en bombemand eller noget. Jeg skal også videre.
Der er tale om en spinkel mand med overskæg, som var iført sort joggingtøj og hvide løbesko. Han sad og vred hænder ved retsmødets start, og talte med lokal accent.
Østjyllands Politi er blevet kritiseret for lukkethed i sagen af blandt andre det konservative byrådsmedlem Daniel Madier, der mener, at borgerne i Randers har krav på at vide, hvad der sker i sagen. Han mener, at politiets håndtering har skabt en vis nervøsitet i byen i juledagene.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger drejer sagen sig om et jalousi-drama mellem to fætre, der har haft uoverensstemmelser om en kvinde.
Anklageren henviste i sit krav om dørlukning til de familiære relationer, idet politiet i den kommende tid skal afhøre en række familiemedlemmer, og det er i den forbindelse vigtigt, at de pågældende ikke kender den sigtedes forklaring, mener anklageren