41-årig havde oversavet jagtgevær i hjemmet
Efter et anonymt tip fandt politiet et oversavet jagtgevær i en bolig i Silkeborg. Ejeren kan se frem til en større bøde.
10. jul 2008, kl. 12:44
Mere end 30 dage gammel
En 41-årig mand fra Silkeborg kan forvente en større bøde for overtrædelse af våbenloven, efter at politiet onsdag eftermiddag fandt et oversavet jagtgevær i mandens bolig på Ørnsøvej i det vestlige Silkeborg.
Det oplyser den silkeborgensiske radiostation Radio 1.
Ifølge radiostationen havde politiet fået et anonymt tip om, at manden havde et våben liggende. Derefter blev boligen ransaget.
Under ransagningen fandt politiet også tre patroner, som passede til det oversavede jagtgevær. Patronerne var dog ikke sat i geværet.