41-årig fængslet efter skud

Stridigheder mellem bekendte udviklede sig til skud med haglgevær

En 41-årig mand bosat i Favrskov Kommune kan nu se frem til at tilbringe påsken bag tremmer.

Det besluttede en dommer ved Retten i Århus tidligere i dag.

Manden er ifølge Østjyllands Politi sigtet for kvalificeret vold efter, at han sent i går aftes skød en 48-årig mandlig bekendt i fødderne med et haglgevær.

Se også: Mand ramt af skud

Episoden fandt sted på en landejendom i byen Sall ved Hammel. Her mødte den 48-årige mand selv op sent mandag aften, hvorefter der på et tidspunkt blev affyret flere skud.

Politiet blev tilkaldt klokken 23.57 mandag aften, og kunne to timer senere anholde den 41-årige mand på bopælen.

Hvad motivet til skudepisoden er, at politiet endnu ikke sikker på. Teorien er, at skyderiet kan skyldes stridigheder i forbindelse med et kærlighedsforhold.

Se også: Stridigheder bag skyderi

Den 41-årige mand er nu varetægtsfængslet i fire uger. Han har ikke valgt at kære afgørelsen.

Offeret, den 48-årige mand, blev efterfølgende kørt på sygehuset for at få fjernet flere hagl fra begge sine fødder, oplyser politiet.