3F: Millionær udnytter polakker
Fire mand boede i et vaskerum
De fik 55 kroner i timen og boede fire mand i et nedlagt vaskerum. Det var vilkårene for den polske bygmester Henryk Kusiow og hans tre polske ansatte, mens de renoverede gården, Issehoved 14 på den nordlige del af Samsø. Det skriver Fagbladet 3F.
Ejeren er Peter Tetzlaff, svineeksportør og sammen med sin svigerfar John Rathsach, indehaver af flere ejendomme på Samsø.
25. august besøgte faglig sekretær Claus Ørskou fra 3F Transport, Logistik & Byg i Aarhus ejendommen sammen med en polsk tolk. Da havde polakkerne været i gang i to måneder.
- Jeg talte med polakkerne om deres løn, og de viste mig, hvordan de boede under usle og primitive forhold, fortæller Claus Ørskou, der blandt andet har billeder af et defekt afløb i køkkenet, der er udbedret med gamle asbestplader.
Den ulovlige byggeplads blev også anmeldt til Arbejdstilsynet, fordi firmaet ikke er tilmeldt det såkaldte RUT-register.
Ifølge beregninger fra 3F's byggegruppe har Peter Tetzlaff snydt de tre polakker for til sammen mindst 223.400 kroner. Det er ikke muligt for 3F at hjælpe polakkerne, da de ikke er medlem og ikke arbejder under en overenskomst.
Peter Tetzlaff ønsker ikke at kommentere sagen overfor Fagbladet 3F.
- Jeg har ikke pligt til at udtale mig. Det vedkommer ikke jer, siger Peter Tetzlaff