24 timers hård metal fra Aarhus

Aarhusianske frivillige får opfyldt drømmen om at sende niche-musik døgnet rundt

- Vi henvender os til dem, der er trætte af bands som Dizzy Mizz Lizzy og D-A-D og som mere trækker hen mod Iron Maiden, men som nu gerne vil høre noget, der virkelig rykker.

Ordene bliver sagt med en begejstring og beskriver den radiostation, der om en lille uges tid er klar til at fylde folks øregange med tung rock 24 timer i døgnet.

Radiostationen hedder 'Den Tunge Radio' og har eksisteret i fem år, så det er ikke der, nyheden ligger. Det er derimod dens 'udvidede åbningstid'.

En af mændene bag stationen er Thorbjørn Borup, som har fungeret som redaktør på radioen i hele dens levetid. Han har været med fra den spæde start. Dengang sendte radiostationen kun et ét times program hver uge, 'Den Tunge Time', i samarbejde med Aarhus Studenterradio.

For to år siden fik radiostationen så sin egen sendetilladelse på FM-nettet og udvidede til 15 timer om ugen - primært aftenener og i weekender.

Større udvalg af radiostationer

Fra den 10. april bliver de 15 timer så til 24 timers musik, der for første gang bliver sendt som netradio til alle landets metal-fans.

- Jeg tror, det er udtryk for, at det blevet lettere at vælge, og det kan man på på nettet, siger Thorbjørn Borup til TV 2 | ØSTJYLLAND.

'Den Tunge Radio' bliver udelukkende drevet af frivillige - lige fra studerende til musikere - som alle har det til fælles, at de er bidt af tung metal.

Se også: Kristne dyrker dødsmetal

Radiostationen omfavner ifølge Thorbjørn Borup hele spektret inden for den virkelig hårde rock-genre. Han nævner genrer som melodisk dødsmetal, thrash, hardcore, black metal og doom.

Musik, som han er overbevist om, at der efterhånden er blevet plads til som alternativ til de mange mainstream-radiostationer:

- Metalmiljøet er modnet eksplosivt i Aarhus gennem de seneste fem år, siger Thorbjørn Borup.

Lanceringen af 'Den Tunge Radio' som 24 timers radiokanal bliver fejret med en fest på Voxhall på åbningsdagen.