2200 til ishockey i Århus

Århus Eliteishockey tror på, at den lokale ishockey-interesse er steget efter pokalfinale i Århus Skøjtehal.

Århus har potentiale til at udvikle sig til en ishockey-by.

Det mener i hvert fald formanden for Århus Eliteishockey, Søren Huvendick, der i går glædede sig over, at 2200 tilskuere mødte op til årets pokalfinale, der helt ekstraordinært blev afviklet i Århus Skøjtehal.

Pokalfinalen var en duel mellem nordjyske AaB og Nordsjælland Cobras, og selv om de fleste af tilskuerne var medrejsende AaB-fans, var Søren Huvendick godt tilfreds med, at omkring 600 østjyder købe billet.

- Vi er i hvert fald sikre på, at vi efter kampen har fået 600 ambassadører for ishockey her i byen, siger han.

Århus Eliteishockey har i dag et hold i den næstbedste række, men klubben håber, at holdet på sigt kan blive en magtfaktor i dansk ishockey.