20 mio. fra EU til journalist-skole

300 journalister fra hele verden skal uddannes i Aarhus

EU har bevilget godt tre millioner euro til kandidatuddannelse i Journalism, Media and Globalisation, som Danmarks Medie- og Journalisthøjskole udbyder i samarbejde med en række internationale universiteter  

I omegnen af 300 journalister fra hele verden vil i 2012-2017 kunne studere global journalistik på eliteniveau på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, oplyser skolen i en pressemeddelelse.

Det er en realitet efter, at EU-Kommissionen har valgt at støtte Erasmus Mundus-uddannelsen Journalism, Media and Globalisation, som højskolen udbyder i samarbejde med Aarhus Universitet og syv udenlandske universiteter, der blandt andet tæller University of California Berkeley og City University i London.

Bevillingen udgør godt tre millioner euro - godt 20 mio. danske kroner - som først og fremmest skal bruges på stipendier, der dækker udgifterne til kandidatuddannelsen, som varer to år og skal læses i 2-3 forskellige lande. Uddannelsen er gratis for danske journalister.

- Det er svært at få armene ned, siger Inger Munk, der er leder af international afdeling på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og koordinator for Mundus Journalism.

- Bevillingen betyder ikke alene, at vi fortsat kan være med til at udbyde en af verdens bedste internationale kandidatuddannelser. Den har også stor betydning for skolens mål om at opretholde sit internationale brand og det internationale miljø, som jo også kommer alle andre studerende på skolen til gavn, siger hun.