20 år siden Henry kaprede

I dag, mandag den 11. maj, er det præcist 20 år siden, at styrmand Henry Stærke Hansen blev landskendt

02:26

1 af 2

Måske husker du datoen 11. maj 1995?

Det var denne dato, da den fyrede styrmand Henry Stærke Hansen kaprede Anholt-færgen.

Henry Stærke Hansen var blevet fyret fra et job som styrmand på færgen, og han havde gjort meget for at lade omverdenen vide, at han ikke var tilfreds med fyringen.

Først havde han sultestrejket, og den 11. maj kaprede han Anholt-færgen bevæbnet med en riffel.

Han krævede, at han kunne forhandle om sin fyringssag med Grenaa Kommune, og efter seks timers kapring lød det over radioen, at kommunen var indforstået med at skulle forhandle.

- Det eneste jeg har fortrudt er, at det er gået ud over en masse uskyldige mennesker. (?) Selve handlingen fortryder jeg ikke, sagde Henry Stærke Hansen efter retsmødet dagen efter.

Han fik to et halvt års fængsel for sin gerning.

Henry Stærke Hansen døde i 2001 efter længere tids sygdom. Han blev 57 år gammel.

Du kan se hele indslaget og se billeder fra kapringen i 1995 i videoen øverst i artiklen.