19-årig dræbt i Haarup
Kørte bil, der forulykkede med syv unge
En 19-årig mand fra Herning blev nytårsmorgen ved seks-tiden så hårdt kvæstet ved en ulykke på hovedvej 15 i Haarup øst for Silkeborg, at han senere på dagen døde af sine kvæstelser. Han var fører af en bil med ialt syv unge mellem 16 og 19 år.
De syv unge var på vej hjem fra nytårsfest i en mindre personbil, da føreren tilsyneladende mistede herredømmet over bilen i en kurve på den regnvåde kørebane.
Ulykken skete med så stor kraft, at bilen blev splittet ad og flere af de unge mennesker blev kastet ud. Bilens udstødning og hele bagakslen med hjul landede inde i skoven på den ene side af A15, mens resten af bilen røg ind i skoven på den anden side af hovedvejen.
Føreren - en 19-årig mand - fik kraniebrud og blev indlagt på traumeafdelingen i Aarhus. Kl. 14.14 afgik han ved døden, oplyser Midt- og Vestjyllands politi.
De øvrige fik mindre skader, og blev kørt til behandling i Horsens og Herning.