170.000 østjyder skal indgå i storstilet sundhedsprojekt

Genrefoto. Foto: Linda Kastrup - Scanpix

Projektet 'Tværspor' sammenholder data fra i alt 170.000 voksne

Under 1 procent af borgerne i Horsens-området står i dag for knap 30 procent af alle de akutte indlæggelser på hospitalet.

Men hvorfor bliver en lille gruppe borgere akut indlagt igen og igen, og kan nogle af indlæggelserne forebygges? De spørgsmål skal et nyt storstilet forskningsprojekt på Hospitalsenheden Horsens forsøge at besvare.

Der er brug for et bedre indblik i, hvordan borgerne bruger vores sundhedsvæsen, og hvordan deres forløb typisk ser ud.

Mette Trøllund Rask, forsker 

Projektet, der hedder Tværspor, skal sammenholde data om blandt andet diagnoser, indlæggelser og ambulante besøg på hospitalet fra i alt 170.000 voksne borgere.

- Der er brug for et bedre indblik i, hvordan borgerne bruger vores sundhedsvæsen, og hvordan deres forløb typisk ser ud, hvis vi skal skabe bedre sammenhæng i patientforløb på tværs af sundhedssektorerne og undgå hospitalsindlæggelser, der kan forebygges, siger sygeplejerske, ph.d. og forsker Mette Trøllund Rask.

Med på førersædet

Hun står i spidsen for forskergruppen bag projektet og mener, at Tværspor kan give borgerne en større rolle i sundhedssystemet. 

Læs også Grønne fingre på skoleskemaet er sundt for børns indlæring

- Med mere viden om de borgere, som er i risiko for at bruge sundhedsvæsenet betydeligt, og hvad der typisk karakteriserer deres adfærd, så kan vi bedre sætte ind med målrettet hjælp. Det giver øget fokus på forebyggelse samtidig med, at borgerne kan komme til at spille en mere aktiv rolle i forhold til deres egen behandling og sundhed, siger Mette Trøllund Rask.

Det storstilede forskningsprojekt på Hospitalsenheden Horsens kommer til at løbe i fem år. 

De er med i projektet

- Odder, Hedensted, Horsens og Skanderborg kommuner
- Koncern Økonomi, Region Midtjylland
- Center for Akutforskning, AUH og AU
- Praksiskoordinator for Horsensklyngen
- Enversion A/S
- VIA UC Horsens/Aarhus
- MTIC
- BI kontoret, Region Midtjylland
- Hospitalsenheden Horsens

 

 

00:53

Video: Her kommer øko-køerne (endelig) på græs!

Læs mere