16-årig anholdt efter cigaretrøveri med en skruetrækker
En 16-årig dreng er anholdt i København efter et røveri i Hadsten, hvor der blev truet med skruetrækker og røvet cigaretter
En 16-årig dreng er anholdt og sigtet for et cigaretrøveri begået på OK tanken på Hadbjergvej i Hadsten mandag aften.
Han er sigtet for at true med en skruetrækker, og for at have taget kontanter fra kassen og tre kartoner cigaretter.
Efter røveriet mandag blev han genkendt på videooptagelser fra tanken. Politiet fik et tip om, hvem gerningsmanden kunne være. Og dette ledte til, at Østjyllands Politi måtte kontakte kollegaerne i København.
- Vi fik oplysninger om, at han var derovre. Og i samarbejde med Københavns politi får vi ham anholdt, siger Marianne Morgen, politiassistent ved Østjyllands Politi.
Da den 16-årige blev anholdt i København, var han i besiddelse af cigaretter, der stemte overens med de stjålne cigaretter fra OK-tanken i Hadsten.
Den 16-årige bliver sigtet for røveriet, men vil ikke blive varetægtsfængslet.