14-årig vil redde skolerne
Kæmper mod skolelukninger
Kampen mod skolelukninger i Randers Kommune bliver både ført med demonstration i Randers og på internettet.
På internettet har 14-årige Frederik Vilhelm Lindegaard Andersen startet sin egen kamp mod lukningerne. Han har oprettet en underskriftindsamling, og mere end 600 personer har allerede skrevet under på, at de er i mod skolelukningerne.
Frederik Vilhelm Lindegaard Andersen går i 8. klasse på Rytterskolen ved Randers. Det er en af de skoler, som næste år skal lukke.
- Jeg gerne vil beholde min skole, og så vil jeg også gerne hjælpe de andre med at beholde deres skole. Jeg gider ikke flytte skole, fordi jeg skal have eksamen næste år, og jeg vil bare gerne have det sidste år med på den skole, jeg går på, siger Frederik Vilhelm Lindegaard Andersen.
Han frygter, at et skoleskifte kun vil gøre skade.
- Jeg skal have eksamen i 9. klasse, og det kan godt påvirke den, fordi der ikke kommer nok ro til det, fordi man skal lære nye kammerater og lærer at kende i nye rammer, siger Frederik Vilhelm Lindegaard Andersen.
Skolerne, der skal lukkes, er Hadsundvejens Skole, Rytterskolen, Vorup Skole, Nyvangsskolen og Gjerlev-Enslev Skole. Desuden bliver Tirsdalens Skole en ren overbygningsskole med 7. til 9. klasse.
Frederik Vilhelm Lindegaard Andersen håber nu, at underskriftindsamlingen kan få politikerne i Randers Kommune til at skifte mening.
- Jeg håber, at min indsats kan være med til at gøre, at de ikke lukker nogle af skolerne, siger han.
Du kan se mere om underskriftindsamlingen i indslaget over artiklen.