10-årig pige forsøgt lokket ind i bil ved skole

For anden gang på tre uger har der været en episode ved Lystrup Skole, hvor en mand har forsøgt at få en pige med ind i sin bil

I midten af oktober var der en lignende episode ved skolen.

I midten af oktober greb en maskeret fat i en 10-årig pige ved Lystrup Skole og forsøgte at få hende ind i sin bil.

Nu har der været endnu en episode ved skolen.

Torsdag middag kl. 11 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand havde henvendt sig til en pige på Lystrup Skole og bedt hende komme med ind i sin bil. 

Læs også Maskeret mand greb fat i skolepige: Nu har politiet et signalement

Manden fik dog ikke fat i pigen, som løb væk og fortalte om episoden til skolen, som kontaktede politiet via alarmcentralen. 

Østjyllands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvorvidt der er en sammenhæng med sagen den 10. oktober. 

- Det er for tidligt at sige nu. Vi skal have afhørt pigen og så skal sagen efterforskes, siger politiassistent ved Østjyllands Politi, Rama Meree.

Læs også Massivt politiopbud ved skole: Mand greb fat i pige fra 4. klasse

Politiet oplyser, at de torsdag er til stede i området omkring skolen. 

- Vi har været ude ved skolen, og der har været flere patruljer derude, som holder øje og kigger efter ham.

Politiets signalement

  • Mand på mellem 40 og 45 år. 
  • Ca. 170 cm høj, muskuløst bygget med brunt skulderlangt hår.
  • Talte dansk uden accent. 
  • Var iført rød jakke, sorte løstsiddende bukser og hvide sneakers med blå skrift. 
  • Kørte i en mindre sort varebil, hvor registreringsnummeret startede med A. 

Skolen tager sine forholdsregler

Det er altså anden gang på tre uger, at en mand forsøger at lokke et barn ind i sin bil ved Lystrup Skole. Derfor er skolen naturligt nok påvirket af situationen. 

Det er meget bekymrende.

Katja Uth, skoleleder, Lystrup Skole

- Det er meget bekymrende. Jeg håber, at politiet får undersøgt sagen, så vi får nogle trygge skoleomgivelser igen, siger Katja Uth, der er skoleleder på Lystrup Skole, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Hun fortæller, at skolen tager sine forholdsregler.

- Vi adviserer medarbejdere, politi, forældre og de omkringlæggende skoler. Vi tager vores forholdsregler og kigger på, hvad næste skridt er. 

Børnene i fokus

Skolelederen fortæller, at der er et stort fokus på børnene fra lærerne og pædagogernes side. 

Vi prøver alt det, vi kan at være de fornuftige voksne og bevare roen.

Katja Uth, skoleleder, Lystrup Skole

- Min pædagogiske afdelingsleder er ved at gå klasserne rundt for at fortælle, at pigen har det godt. Hun er taget hjem med sine forældre og hun er okay. Når børnene bliver utrygge taler de voksne selvfølgelig med børnene om det, siger Katja Uth og fortsætter: 

- Vi prøver alt det, vi kan at være de fornuftige voksne og bevare roen. Det er det, vi har brug for. Vi giver børnene nogle forholdsregler, som for eksempel at lege i grupper, lege med andre og være længere inde på skolens område. 

Østjyllands Politi vil gerne høre fra vidner, der har set pågældende person/køretøj, eller er i besiddelse af viden om, hvem det kan være. De kontaktes på 114.